Daim-islagkage med mandelmarengsbund

Ingredienser

Mandelmarengsbund:
150 g mandler
2½ dl flormelis
1 tsk bagepulver
4 stk æggehvider
1 stk Springform (24 cm i diameter)

Smør og hvedemel til formen

Daim-is:
¾ dl sukker
4 stk æggeblommer, pasteuriserede
3 dl piskefløde
1 stk dobbelt Daim
1 tsk vaniljesukker

Pynt: 1 Daim (enkelt)
Jordbær

Tid: 45 minutter
Frysetid: Mindst 4 timer

Mandelmarengsbunden er sej og lækker, og den hakkede Daim-chokolade føles som små knasende karamelstykker i den cremede is.

Mandelmarengsbund:

Tænd ovnen på 175°.

Smør springformen, og drys den med mel. Hak mandlerne meget fint i en blender eller foodprocessor. Bland mandler, flormelis og bagepulver i en skål. Pisk æggehviderne helt stive i en anden skål, og vend dem i mandelblandingen. Hæld mandelmarengs- dejen i springformen, og bag den i ovnen i ca. 30 minutter. Tag den ud, og lad den køle helt af i formen.

Daim-is:

Pisk sukker og æg til en lys og luftig masse. Pisk fløden til let flødeskum i en anden skål. Vend hakket Daim og vaniljesukker i æggemassen. Vend derefter flødeskummet i så du får en luftig creme. Hæld cremen over den afkølede marengsbund i springformen. Dæk til med husholdningsfilm og sæt kagen i fryseren i mindst 4 timer.

Servering: Tag kagen ud af fryseren ca. 30 minutter før servering. Pynt den med hakket Daim og halverede jordbær.